BMS4Flexumers: fleksibel styring af varmeforbrug
Gennem analyser og pilottests udvikler projekt BMS4Flexumers nye tekniske og driftsmæssige løsninger, der kan understøtte en mere effektiv og robust varmeforsyning i både Danmark og Norge.
Vi ønsker at påvirke udbuddet af digitale løsninger, der inddrager data fra BMS, fjernvarmesystem og vejrudsigter samtidig med, at der holdes øje med indeklimaet. Projektet arbejder på en fælles datamodel til deling af både energiforsyningsdata og bygningsdata på en ensartet måde på tværs af landegrænser og BMS-systemer.
Målet er at bidrage til en sikker, bæredygtig og billig fjernevarmeforsyning samt besparelser i bygningers varmedrift gennem skalérbare løsninger på tværs af by- og landegrænser.
BMS står for Building Management Systems
Building Management Systems (BMS) er bygningsstyringssystemer, der udover varme også styrer ventilation og andre installationer, som fx belysning.
En flexumer i projektets kontekst er en fjernvarmeforsynet bygning, som kan forskyde sit varmebehov ved, at bygningens termiske masse bringes i spil som et batteri, der kan aktiveres vha. aftalte signaler fra fjernvarmenettet.
Tidligere pilottests med flexumers viser, at en bredere udbredelse vil kunne bidrage væsentligt til forsyningssikkerhed og udjævne dyre spidsbelastninger, der ofte er baseret på fossil produktion. Samtidig dokumenterer forsøg med vejrprognose-styret varme gennemsnitlige besparelser på 5% for bygningsejere.
Københavns Kommunes rolle
Copenhagen Solutions Lab (CSL) og energiteamet i Klima og Byudvikling leder projektet og trækker på erfaring fra tidligere fleksibilitetsprojekter sammen med Københavns Ejendomme (KEJD). KEJD tester fleksibel varmestyring i kommunale bygninger og bidrager med både praktisk viden og strategisk indsigt.
Projektet medvirker til realiseringen af Københavns Kommunes Energistrategi 2035, hvor energieffektiv bygningsdrift, varmefleksibilitet og lavtemperaturfjernvarme er centrale temaer.
De bredere partnerskaber på tværs af kommuner i både Danmark og Norge gør det muligt at afprøve forskellige løsninger parallelt under forskellige forhold. Ambitionen er at skabe skalerbare modeller samt viden, der kan udbredes til andre byer og lande.
Stamdata for projektet
Partnere
- Danmark: HOFOR, Høje-Tåstrup Kommune, Gladsaxe Kommune og Center Denmark
- Norge: Oslo Kommune og Hafslund Celsio
- Lead Partner: Københavns Kommune
Varighed
- Sep 2025 – Aug 2028
Budget
- 2.779.869 Euro
- Bevilligede EU-midler: 1.204.032 Euro
- Midler til Norge: 386.574 Euro
Budget Københavns Kommune
- 539.736 Euro
- Bevilligede EU-midler: 323.840 Euro